Hop til indhold kammeradvokaten
 
Sidst opdateret 25.11.2011

MØD CHRISTIAN - STUDENT

Hvorfor har du valgt Kammeradvokaten som arbejdsplads?

Jeg har en stor interesse for offentlig ret, så derfor er Kammeradvokaten et oplagt valg for mig. Desuden kan man som student her få indblik i mange forskellige ting, fordi firmaet arbejder med jura på et bredt plan. Kammeradvokatens ansatte er advokater på en anden måde end andre steder. Her handler det om juraen og om at undersøge alt til bunds for at finde den rigtige og mest retfærdige løsning - og ikke kun at vinde sagen for klienten. Det tæller selvfølgelig også meget, at vi arbejder med principielle sager som fx Penkowa-sagen, og at firmaet har det bedste ry blandt de studerende.

Hvordan vil du beskrive samarbejdet og omgangstonen i din faggruppe?

Omgangstonen herinde er rigtig god og afslappet, og der er en åben kultur, hvor man altid kan stille spørgsmål og bede om hjælp. Faggruppen involverer studenterne meget, så vi altid er opdaterede på, hvad der sker i afdelingen. Jobbet er desuden ret fleksibelt, og der er forståelse for arbejdspres, eksamenslæsning osv. Vi er fem studenter, der deler et stort kontor, som vi også benytter som læsesal uden for arbejdstiden. Jeg foretrækker kontoret frem for universitetets læsesal, da det giver mig mulighed for at følge med i dagligdagen i afdelingen - og selvfølgelig også nyde godt af den berygtede kantine.

Hvad består dine arbejdsopgaver hovedsageligt i?

Jeg laver en del forberedende arbejde for juristerne, bl.a. kildesøgning og notater, stævninger i voldsoffersager eller redegørelser i børnesager. Derudover er jeg medansvarlig på vores interne nyhedsbrev i ansættelsesret, hvor vi hver måned samler og diskuterer de otte vigtigste domme inden for området, som juristerne i teamet senere kan have gavn af at kende. Som student får jeg også mulighed for at komme med ud af huset en gang i mellem. Eksempelvis skal jeg med i Højesteret for at se en retssag, som bl.a. er baseret på det forberedelsesarbejde, jeg har været med til at lave. Partneren i vores gruppe gør meget ud af at tage os med til disse ting.

Hvordan vil du beskrive det sociale miljø i Kammeradvokaten?

Det er vildt godt - især blandt studenterne. Vi er i alt ca. 30-35 studenter fordelt på alle faggrupperne. Vi spiser altid frokost sammen, ses privat, og så er der mange fælles firmaarrangementer for både fuldmægtige og studenter flere gange om året. Jeg har selv været med til at planlægge en fælles pubcrawl, og så deltager vi for det meste i den faste fredagsbar i kantinen.

CTV

Hvad optager dig, når du ikke er på arbejde?

Jeg bruger meget tid sammen med mine venner og bor sammen med 3 kammerater lige nu. Derudover spiller jeg en del musik; både guitar, klaver, saxofon og sang. På studiet deltager jeg i to store processpil, hvoraf det ene er internationalt og et af verdens største. Så det kommer nok til at tage meget af min tid ved siden af studiejobbet.

Hvordan kan et studiejob hos Kammeradvokaten bidrage til din videre karriereudvikling?

Man bliver ekspert på nogle specifikke områder; fx lærer jeg utrolig meget om proces og førelse af retssager i min faggruppe. Som jurastuderende er man mest vant til at koncentrere sig om det skriftlige. Her hos Kammeradvokaten får vi trænet vores mundtlige fremlæggelse over for erfarne jurister, og det er rigtig god læring.