VIL DU VÆRE EN DEL AF VORES STUDENTERTEAM?
Bliv en del af vores team på ca. 30 studenter.
Som student hos os bliver du tilknyttet én af vores faggrupper.
Her vil dit job bestå i at hjælpe advokater og fuldmægtige med
f.eks. udarbejdelse af notater om juridiske problemstillinger,
udkast til processkrifter og kildesøgning. Du kan også komme til at
arbejde med behandling af inkassosager og møde i fogedretten.
Overordnet er arbejdet præget af selvstændig juridisk
opgaveløsning - selvfølgelig med rig mulighed for sparring med
firmaets jurister og mange andre studenter.
Til studiebrug kan du frit benytte vores juridiske bibliotek,
elektroniske informationssystemer og firmaets andre faciliteter. De
mange spændende sager, vi fører, er en god kilde til inspiration,
når du skal finde emner til speciale og andre skriftlige opgaver.
Derudover får du mulighed for at samarbejde med nogle af landets
dygtigste jurister.
Vores kultur er fagligt inspirerende og uhøjtidelig med mange
fuldmægtige og studenter ansat. Omgangstonen er uformel, ligefrem
og præget af hjælpsomhed, og hver faggruppe har en
studenteransvarlig, du altid kan gå til og få hjælp.
Det er vigtigt for os, at du er fagligt dygtig, men vi ønsker
også, at vores studentergruppe fungerer godt sammen og ser en
udfordring i at løse opgaverne i samarbejde - og i øvrigt bidrager
til at bevare det gode sociale miljø i gruppen.
Du skal være blandt de bedste på din årgang og gerne have
afsluttet 2. årsprøve på jurastudiet.
Vores studenter deltager i faglige såvel som sociale
arrangementer for faggrupperne og for hele firmaet, og de deltager
også i firmaets fuldmægtigarrangementer.
Dialog om din udvikling
Vi er i løbende dialog med dig om din udvikling gennem
planlagte medarbejdersamtaler med 9 måneders interval. Efter et års
ansættelse er der f.eks. mulighed for at rokere til en anden
faggruppe eller drøfte muligheden for en fuldmægtigstilling og
dermed et specialestipendium.
Arbejdstiden
Arbejdstiden er ca. 15 timer om ugen fordelt over 2-3 dage, og vi
tilbyder gode muligheder for at indpasse arbejdet i studierne.
Endvidere får du som student 1-2 ugers læseferie før hver eksamen,
og vi er fleksible med hensyn til at lade kontorets studenter
aflaste hinanden i f.eks. eksamensperioder m.v.
Ansøgning
Er ovenstående noget for dig, så send din ansøgning samt
relevante bilag til HR via info@kammeradvokaten.dk