Hop til indhold kammeradvokaten
 

MØD KÁRI - PICCOLO

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

Jeg møder kl. 8 og kl. 9.30 skiftevis hver uge. Når mine kolleger og jeg møder om morgenen, starter vi maskineriet i servicecentret op og tager fat på dagens tørn. Dagen begynder med sortering samt fordeling af post til advokater, fuldmægtige, studerende og sekretærer i huset. Når dette er klaret, tjekker vi den interne mail for foreliggende opgaver fra sekretærer og jurister. Opgaverne består typisk af kopiering, håndtering af post og almen servicering af huset. Derudover har hver picco et specifikt ansvarsområde, som f.eks. at hjælpe journalen, at sidde i receptionen osv. Mit ansvarsområde er at være til rådighed for husets altmuligmand, Michael.

Hvem er du i kontakt med?

Som piccolo er jeg i kontakt med alle i huset; lige fra advokaterne til de håndværkere, der er tilknyttet huset. Vi er en vital del af huset som serviceorgan og kommer hele vejen rundt, hvilket også betyder, at vi hurtigt kommer ind i et 'flow', hvor vi kender alle husets instanser og altid ved, hvor vi skal henvende os.

I hvor høj grad kan du selv styre din tid og opgaver?

Så snart man har lært at prioritere sine opgaver, tage initiativ og kommunikere med sine kolleger, kan man sådan set selv bestemme slagets gang. Selvfølgelig koordineret med vores teamleder, Michael.

KKS.jpg

Beskriv en atypisk arbejdsdag

Dem er der masser af. I og med at jeg er Michaels medhjælper, bliver jeg sat på rigtig mange forskellige opgaver. Disse kan f.eks. bestå i at skille/samle møbler, transportere flyttekasser rundt i huset, ordne mødelokaler inden møder etc. Derudover er der ind imellem sager, der er så vigtige, at de skal leveres med ledsagelse af én fra huset. Dette har jeg også prøvet et par gange, f.eks. til Finansministeriet.

Én speciel dag, der viste sig at udvikle sig særligt atypisk, var i forbindelse med udskiftningen af husets mange computere. Lastvognen med 150 stk. computere kom et par timer for sent fra Ungarn, og den havde hverken rampe eller gaffeltruck til aflæsning af computerne. Dertil skal det lige siges, at vores 19 paller med computere stod bag ved 10 paller andre computere, som skulle flyttes, før at vi overhovedet kunne starte på at læsse vores af.

Derudover var de ungarske chauffører ikke så habile til hverken engelsk eller tysk, så her måtte vi improvisere for overhovedet at kunne kommunikere med dem. Der blev tænkt kreativt, og vi fik fat i et flyttefirma og brugte deres lastbil (med rampe) til at læsse de 19 paller, på i alt 2,1 tons, af. Hvad der skulle have taget 3-4 mand 15-20 minutter, tog i stedet 7 mand omkring 2 timer. Måske vi skal anvende samme taktik, når næste halvdel af de nye computere ankommer. Det var en sjov og anderledes dag, som deltagerne nok ikke glemmer med det samme.

Hvilket tidspunkt er det bedste på dagen for dig?

Det bedste tidspunkt på dagen er, når vi har frokostpause og kan nyde et lækkert måltid med kollegerne inde i kantinen eller ude i solen på tagterassen om sommeren. Det er en lille pause i arbejdsdagen, hvor stemningen bærer præg af afslapning og hygge.