Hop til indhold kammeradvokaten
 

DET TYPISKE FORLØB I EN RÅDGIVNINGSSAG

Rådgivning er en ganske central ydelse for vores virksomhed. Et rådgivningsforløb består grundlæggende af tre dele: Identifikation af klientens behov, klarlæggelse af problemstillingerne, og den faktiske rådgivning med henblik på at opfylde det konkrete behov og imødegå problemer.  

For os er løsningsorienteret rådgivning et nøgleord, men det kan kun ske med udgangspunkt i forståelse af klientens reelle behov.

Afdækning af klientens behov og identifikation af centrale problemstillinger er derfor centralt i den indledende fas. Først derefter kan vi begynde at afklare under hvilke retlige rammer klientens behov bedst kan tilfredsstilles.

Når behov og problemstillinger - og sagens fakta og omstændigheder i øvrigt - er klarlagt, finder vi frem til en løsning i dialog med klienten.

I forbindelse med rådgivningsarbejdet tager vi naturligvis udgangspunkt i vores juridiske viden. Den kombineres med vores betydelige erfaring med at yde bistand til offentlige klienter indenfor en bred vifte af retsområder. Resultatet er kvalificeret rådgivning med behørigt hensyn til den kontekst offentlige organisationer arbejder i.

Det er klienten, der kender sagen bedst. Rådgivningsforløb foregår derfor i sagens natur i et tæt samarbejde med klienten.

HVAD LAVER VI?

Vores rådgivningsforløb er mangeartede og spænder f.eks. over:

  • Den korte telefoniske drøftelse af et konkret spørgsmål.
  • Gennemgang, kommentering, udarbejdelse og vurdering af dokumenter i forskellige typer sager.
  • Afgivelse af responsa, dvs. længere udtalelser om komplicerede juridiske problemstillinger.
  • Tilrettelæggelse af store og små udbuds- og salgsforløb.

EN ANDERLEDES SAG

I forbindelse med Klimatopmødet i København (COP15), har vi ydet en omfattende rådgivning i forhold til at sikre de nødvendige rammer og faciliteter.

Klimatopmødet er karakteriseret ved, at selve mødet afholdes over en kort periode med en høj intensitet. Det medfører en stor logistisk og sikkerhedsmæssig opgave.

Vores opgave har omfattet rådgivning i forbindelsen med sikring af alt fra kongresfacilitet, transport, teknisk udstyr, hotelværelser, catering, sikkerhedskontrol, faciliteter til pressen og meget mere.